Hjertet af Danmarks demokrati slår med en sindssyg kvindes mesterværk som baggrund.
Et af de stærkeste symboler på dansk demokrati er Folketingets imposante talerstol. Den er skabt af den kvindelige snedkermester Anny Berntsen, to år efter at kvinder havde fået stemmeret i Danmark. Hun skar den ud af en 250 år gammel egekævle, bevaret fra en stubmølle på Møn.
Anny Berntsen var en af Danmarks første kvindelige snedkermestre, succesfuld og med egen virksomhed.
Som 41-årig blev hun erklæret sindssyg og indlagt på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sj. Her tilbragte hun resten af sit liv på en sovesal med 23 andre ”kronisk urolige kvindfolk” – frataget sit navn, sine børn, sit fag og sin ret til at være en fri kvinde. Hun efterlod sig ingen breve eller dagbøger og døde juledag i 1982, efter sigende uden at have haft et eneste besøg i 47 år.
Historien om Anny Berntsen er udgangspunktet for dette fortættede drama om psykisk sygdom og kvindeliv i første halvdel af forrige århundrede.
Forestillingen er den anden i en trilogi, hvor vi sætter fokus på markante personer med tilknytning til Odsherred, som har haft national betydning, og som for mange er helt glemt.































