Siden den spæde opstart i sommeren 2022 har Odsherred Sommerrevy fået godt fat i publikum. I sidste sommers anmeldelser blev Odsherred Sommerrevy hyldet som årets sjoveste revy, med skarp satire, spækket med genkendelig og absurd situationskomik. Billetsalget stiger for hvert eneste år, og heldigvis er politikerne lokalt, såvel som nationalt, mestre i at levere godt revymateriale. Vi vil igen i år lægge os i selen for at leve op til fordums hæder, med fokus både på fornyelse og tradition.
Kristian Holm Joensen er med for 6. gang, og lover at få styr på sine gakkede gangarter til glæde for både nye og gamle gæster. Sidste år indtog Jon Lange vores revyscene med den største naturlighed i verden, og charmede sig ind i vores hjerter med en skarp replik og hans bløde tenor.
Kristian og Jon får i år selskab af en ny kvindelig skuespiller i kraft af Filippa Suenson. At få Filippa til Odsherred har været en drøm i flere år, og vi er stolte over at invitere hende ind i revyfamilien.
Trond Lindheim, vender tilbage fra de norske fjelde, klar til at bjergtage os med sit fandenivoldske klaverspil. Schweizerkniv Katrine Skjoldelev vil på ny fare over scenen og krydre det hele med sine lækre andenstemmer, mens revydirektør Frede Gulbrandsen traditionen tro vil røre hele revyen op med svedig norsk myseost.
Gunvor Reynberg vender tilbage som iscenesætter, og vi er beæret over, at hun vil stå i spidsen for Odsherred Sommerrevy også i 2027.
Vi lover at gøre vores bedste, så vi igen kan få en sjov aften i Odsherred Teater.
























