I et fabulerende gøglerunivers med malede kulisser og håndholdt scenografi, genskaber Odsherred Teater de ikoniske stumfilmsdage, hvor Danmark stod i spidsen for verdens filmindustri.
Ole Olsen – dansk films fader og grundlægger af Nordisk Film
Ole Olsens liv slog mange kolbøtter – det begyndte i yderste armod i Odsherred og sluttede i ekstrem velstand, og vi kan love en hæsblæsende forestilling om et turbulent og farverigt liv, væk fra bunden af Danmark helt til toppen af verden.
Om et menneske der aldrig stolede på andet end sin egen frækhed og hittepåsomhed, og som for alt i verden var fast besluttet på at hæve sig over alle dem der engang havde set ned på ham.
På sin vej til toppen spændte hans metier over alt fra småkriminel lommeurssælger på Dyrehavsbakken til omrejsende karavaneejer, før den ordblinde Flakkebjergknægt grundlagde
det, der hurtigt blev et af verdens førende filmselskaber på en mosegrund i Valby.
Dansk films succes står på skuldrene af en usædvanlig mand, født i Odsherred
Før der overhovedet var noget der hed Hollywood, var Nordisk Film en af verdens førende filmproducenter. Selskabet var pioner og en global gigant der ikke kun producerede store mængder film, men også var banebrydende for filmformatet og skabte international stjernestatus for danske filmfolk. Nordisk Film startede dansk films guldalder med stjerner som Asta Nielsen og er verdens ældste, stadig eksisterende filmselskab.
Ole Olsen fik i 1937 tilladelse til at indrette et gravkammer til sig selv og sin familie i en bronzealderhøj ved Esterhøj i Høve. Graven er forseglet og må først åbnes i 2143.
Forestillingen er en fiktion baseret på den utrolige historie om Ole Olsens liv.







































