OBS! Fra sæson 25/26 lægger vi en lille bitte 10´er på billetterne på Odsherred Teater egenproduktioner. Det skyldes øgede administrationsomkostninger. Vi håber på jeres forståelse.
”Vraget er uhyre velspillet, sitrende skrevet og lækker at se på.”
”Nadia Nabils scenografi… byder på en blærerøvsagtig lækker æstetik.”
”Mei Oulund står her bag et manuskript, der især på replikniveau i dialogerne sprudler og sitrer. Samtidig er dramatikken konceptuelt velovervejet, og vellykket iscenesat af Leiv Arne Kjøllmoen.”
”ikke mindre blærerøvsagtigt er det, at Odsherred Teater spæder ensemblet op med fire dygtige dansere og en trommeslager, som med swingjazzede kompositioner og delikate koreografier maler billedet af efterkrigstidens festlige miljø.” Iscene
Et gådefuldt drama om venskab, svigt og menneskeligt forlis, der trækker tråde tilbage til tiden efter 2. verdenskrig og dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.
I vinteren 1947 går lægteren Brønsodde på grund og forliser ved Sj. Odde. Rygterne er mange, for de to ejere er kendte kriminelle i den københavnske underverden og giver sig af med smugleri og sortbørshandel. Da de bliver fundet likvideret af pistolskud i Køge Bugt et halvt år efter forliset, bliver sagen bare endnu mere mystisk.
Men hvad er sandheden om forliset og de to ejere? Hvorfor afslog de hjælp fra det lokale redningskorps på Odden? Var de virkelig i gang med at smugle våben til den kommende stat Israel? Og… kan det passe at de var rodet ind i efterkrigstidens største mordgåde, det uopklarede dobbeltmord på Peter Bangs Vej på Frederiksberg?
Esther er forhenværende stjernejournalist. Hendes karriere er for nedadgående, og i et desperat forsøg på et comeback i den benhårde mediebranche, arbejder hun på at få DR til at bide på en banebrydende dokumentarserie om det gamle mysterium.
I en vekslen mellem natklubstemning i efterkrigstidens København blandt sortbørshajer og kriminelle og et klaustrofobisk sommerhus i nutidens Odsherred flyder grænserne mellem fantasi og virkelighed sammen, mens vi følger hendes arbejde med at grave sandheden frem mellem myter og konspirationsteorier, hendes egen gradvise opløsning og det dramatiske brud med veninden Marina.
VRAGET er den tredje forestilling, hvor vi har ladet os inspirere af væsentlige begivenheder i Odsherreds historie. De første to var MISSILET og DÆMNINGEN.